DIY: hylder med bøjlestang

27. juli 2020

Her på billedet gemmer sig et styks lille sød dreng bag hans nye hylder. De er så fine og et projekt som er virkelig nemt at gå til. Idéen er simpel, men funktionalitet er god. Så derfor var det oplagt at dele en lille guide, hvis I skulle have lyst til at kaste jer ud i selvsamme løsning.

Det er efterhånden et stykke tid siden jeg var i Aarhus, men kom forbi den fineste lille butik med en skøn opstilling. Jeg tog et billede og gemte den i den der mappe på min telefon med gode idéer. Lige indtil nu. For jeg havde brug for mere opbevaringsplads på Sylvesters værelse. Og til vinter kunne det være oplagt at bruge bøjlestangen til alle de tykke trøjer.

GUIDE
1. Først skal der købes ind: 4 hyldeknægte, 2 MDF-plader, 1 rundstok og skruer.

Materialerne til løsningen finder du i et byggemarked. Selve hylderne er lavet af MDF-plader. Vær opmærksom på, at der kan være stor forskel på farven i træet. Jeg har valgt en af de lysere plader, så den matcher farven på hyldeknægtene bedst. I de fleste byggemarkeder, er det også muligt at få MDF-pladerne skåret ud i det ønskede mål. Begge vores hylder er 100cm x 30cm. Derudover har vi købt skaftet til en kost og brugt som rundstok (du kan dog også sagtens bare købe en almindelig rundstok). Og til sidst har vi brugt fire hyldeknægte fra IKEA, men du kan også sagtens bruge disse. Det vigtige er bare, at de har den skrå samling, så du kan skrue rundstokke på.

2. Det hårde arbejde er egentlig overstået, når du har købt materialerne. Det kan dog være at du vælger selv at skære MDF-pladerne ud til hylder, ligesom os. Det skal selvfølgelig gøres ind opsætning. Det samme med rundstokken.

3. Nu kan hylderne og hyldeknægtene faktisk monteres på væggen med skruer.

4. Her til sidst skrues en rundstok fast på den skrå samling på hyldeknægten. Sørg for at sætte den yderligt, så du har plads til bredden af bøjlerne.

Det var egentlig det. God fornøjelse og tag mig endelig på Instagram, så jeg kan se hvis I kaster jeg ud i samme projekt.

  • Reply
    Maja
    29. juli 2020 at 17:29

    Hvor er dine børne bøjler fra? Det er den fineste DIY👍🏻👍🏻👍🏻

    • Reply
      Christine Delmar
      3. august 2020 at 11:59

      Jeg fandt dem på nettet; søgte bare på børnebøjler 🙂

Kommenter