Hvis jeg vidste nu, hvad jeg ved i dag – så ville det blive et nej til ‘Nybyggerne’. Havde vi vundet huset, havde piben helt sikker nok en anden lyd. Vi har dog alligevel fået nogle ting med os – mulighederne og udfordringen ved at prøve at bruge 300.000 kr til indretning og byggematerialer. Det fede er NU, kan jeg allerede mærke når jeg går nede i vores hus – at det med at stå med en stor renovering, ikke er så stressfuldt og overvældende, da vi allerede har oplevet hvor hurtigt ingenting kan blive til meget. Og så er vi jo blevet helt habile håndværkere, som tør at kaste sig ud i større projekter. Programmet har uden tvivl også givet noget til vores forhold, og jeg sætter pris på at dele så intens én oplevelse, med ham jeg holder allermest af. En oplevelse, hvor vi i øvrigt, blev udfordret på alle måder og kanter. Det er bestemt guld værd, og noget af det der er med os videre. Sågar har oplevelsen fundet vej til mit CV: “Nybyggerne’ på TV2 og mit togt i Stillehavet er to sociale ‘eksperimenter, hvor jeg har erfaret at jeg arbejder med stort overblik og kreativitet, selv under pres. Tilligemed kender jeg betydningen af klar kommunikation og evnen til at give andre plads i fælleskabet”. Det har været en oplevelse for livet.

Meeeeen – for det skal der jo komme. Ellers kan ikke svare, nej. Det med at være inde i fjernsynet, kunne jeg godt have undværet. Tabet af kontrol til hvordan man bliver fremstillet, det har UDEN TVIVL været det hårdeste. Det var ikke altid lige sjovt. Sådan, husker I måske også, at jeg havde den allerede inden finalen. For det er jo et reality-program – mere end det er et konkurrenceprogram. Og vi deltog nok mest for byggeprojektets skyld. Og den dag i dag, kan jeg stadig ikke se noget fra programmerne uden at krumme tæer, og det er nok også det hårdeste jeg nogensinde kommer ud for fysisk igen. I bund og grund, orkede jeg det nok ikke igen. Det var ekstremt (måske vores egne skyld, da vi også havde høje ambitioner). Også selvom det nok er den mest effektive slankekur jeg har prøvet – “Do not try this at home“. Mon jeg nogensinde ‘glemmer’ bagsiden af oplevelsen, de hårde nattetimer og stressen, og ser det som ren underholdning og minder en dag – altså, sigende, måske ligesom en fødsel?

Men for at være ærlig, så har jeg jo også fået enormt mange berigende oplevelser på grund af ‘Nybyggerne’. Og dem vil jeg jo helst ikke bytte for noget. Jeg har holdt flere foredrag; har startet et møbelbrand og fået mange oplevelser via min blog. Men ultimativt, så har JERES opbakning været det bedste. Og har betydet – og gør det stadig – MEGET.

Kunne I selv finde på at melde jer til programmet?

GOD efterårsferie, venner!