Om at se min frygt øjnene

En lille strøtanke fra mig…

Jeg er endelig nået over på den anden side. Arrrrhhhh. Dyb udånding.

En måned fyldt med både ferie, en rejse med arbejde og så direkte på en mindre tourné rundt i landet med mit foredrag. Eller det vil sige to ture til Vejle og Kolding efter arbejde. Noget som jeg ikke gør fordi jeg har lyst, men fordi det er noget jeg føler at jeg skal overkomme. Og se i øjenene.

Jeg har holdt foredrag før, men det var lang tid siden efterhånden. Jeg har det egentlig ikke alt for godt med at være i centrum, og det at skulle stå på en scene. I hvert fald ikke som mig selv. I disse sammenhænge er det ej heller et fag, som jeg underviser I. Og jeg kan ikke gemme mig bag indholdet. I rationaliteten, burde det jo derfor være nemmere at stå foran mennesker og fortæller om egne erfaringer og oplevelser. For hvem har mere styr på det end jeg? Og kan man komme til at sige noget forkert? Nej, vel… det giver ikke mening at frygte det.

Det er bare en form for ubehag ved situationen. ANGST, måske. Jeg er dog ikke ret glad for at bruge ordet i flæng. For sådan er det jo nogle gange med nye ting. Så er man nødt til at bryde sin græse for at flytte den. Jeg genkender faktisk også følelsen fra noget så simpelt som Instagram, hvor jeg i starten synes det var vildt grænseoverskridende at lægge billeder op af mig selv. Det er lidt sjovt at tænke tilbage nu. Men som med alt andet, er det nok bare at blive ved…

Arbejder I også med jeres grænser?

Tilbage til foredragene – så skal jeg dog love jer for, at det var nogle inspirerende omgivelser Middelfart Sparekasse havde arrangeret, at jeg skulle snakke i. Trapholt i Kolding og  Vejle Kunstmuseum. To steder jeg faktisk ikke havde besøgt før. Og jeg blev faktisk lidt benovet da jeg stod dernede, og folk dukkede op for at lytte til mig. Benovet er i virkeligheden et meget godt ord, der i virkeligheden beskriver, hvordan sådan en helt almindelig pige der spiser fredagsslik og renser tagrender i weekenderne, tænker om at blive booket ind til så fine arrangementer. Og lige dér kan det godt ramme mig…. De muligheder jeg har fået foræret, er jeg meget ydmyg omkring. Det er stadig ikke helt gået op for mig, og så er det da det mindste man kan gøre er at dele lidt ud. Men måske det også netop er derfor at frygten opstår. Frygten for at skuffe andre.

Heldigvis var det på mange måder var det en god oplevelse, og særligt på Trapholt hvor publikum var herlige og gode til at stille spørgsmål til foredraget. Formen ændrede sig derfor til en dialog mere end envejskommunikation. Og det er endnu engang lidt mere mig.

Bali…. med en ekstra lille overraskelse

migCoutdown. Nu ét døgn til Bali.

Det er vitterligt lige om lidt, at jeg sidder med en kokosdrink i hånden. På en strand. Sammen med min veninde, Stine. Altså, hvis ikke man lige tæller de 21 timer som går med at rejse. Jeg er dog en ret habil rejsende, specielt på de længere strækninger. Så jeg er nået til det punkt, hvor jeg faktisk synes at tiden flyver afsted. Hehe. Jeg har min rutine; arbejde, så film og til sidst en lur. Det plejer faktisk at være ganske rart at være tvunget til ikke at lave så meget. Det eneste minus er, at man skal døje med de der hævede fødder…

Bloggen holder fri i dagene, så jeg kan holde fri – når jeg har fri. Men jeg lover jer, at Instagram vil være opdateret, hvis I har lyst til at være med på turen. Og så skal der nok komme et indlæg om turen på bagkant.

Vi har ikke booket ret meget af vores tur, så jeg er spændt på hvordan taktik forløber. Det bedste ved friheden er dog, at vi har fået os en OVERRASKELSE. Min veninde, Katrine, der til daglig bor i København, har sagt sit job op og bestilt en billet til Bali. Seje kvinde, altså. Så nu hun joiner altså vores girls-only team. Hun kender i øvrigt også Stine, helt tilbage fra dengang de var pennevenner i de små klasser. Skørt, altså. Og helt perfekt på samme tid.

Planen er vidst at vi stikker på Gili-øerne når Katrine når ud til os.

Men indtil da, nyd det gode vejr herhjemme. Vi ses snart igen.

Om en makeover og mit fuldtidsarbejde

insta

Reklamelink: Link til body

Har I lagt mærke til det? Hva, hva, hva!

Som et lille indskudt afsnit, så har bloggen fået en lille overhaling af søde Daniel fra Bloggers Delight og &article. Seriøst… han er god. Og tålmodig.

Jeg ville gerne gøre bloggen lidt mere dynamisk og mere brugervenlig. Derfor kan man nu finde genveje til de største kategorier over i sidenbaren, hvis man er på kun lige er på udkig efter DIY guides eller måske vil læse noget om Nybyggerne. Hvad synes I om forandringen? Derudover er indlæggene også kun kort præsenteret og visualiseret på forsiden. Det skulle gerne give overblik, så man kun behøver at klikke ind på det som man har lyst til at læse mere om. Smart.

Tilbage til dagens indlæg, for lidt i forlængelse af sidste indlæg som jeg egentlig var lidt ambivalent omkring. Alligevel, var der helt overraskende mange som skrev til mig. Flere af jer kunne relaterer. Og det har sat tanker igang. Præcis min intention, nemlig at give et andet perspektiv på denne verden.

Men skal vi så ikke bare tage den? Nu hvor jeg i dagens anledning har dedikeret min Instastory til at tage jer med på arbejdet. For jeg har egentlig ikke fokuseret på at formidle den del af mit liv før. Måske noget med ikke at blande tingene sammen. Men til dagligt arbejder jeg på Aalborg Universitet. Fuld tid, faktisk. Et sted jeg aldrig havde troet jeg skulle ende eller passe ind.

På universitet arbejder jeg med kreativitet, iværksætteri og forretningsmodeller. Jeg er blandet andet vejleder og her hjælper vi de studerende med at starte virksomhed som en del af deres kandidatstudie. Det er en slags ‘Løvens Hule’ med studerende, men altså noget de får ECTS point for. Og så har vi udviklet verdens første (og gratis) online kreativitetstræning, så alle kan lære at blive mere kreativ. Derfor har min kollega også lavet et nyt program sammen med Blachman der kommer på DR i næste uge!

Jeg arbejder nogle gange hjemme – på forskudte tidspunkter eller i weekenden. Det er utroligt fleksibelt arbejde, som også giver mig mulighed for at kunne passe mine andre jobs og virksomhed bedre ind i programmet. Jeg tror det kaldes frihed under ansvar, og jeg trives virkelig med det. Til gengæld kan jeg faktisk rigtig godt lide at lægge mit fuldtidsjob i klare rammer. At møde ind hver dag, få sparring og være sammen med mine kollegaer.

Selvom jeg måske aldrig havde troet det var noget for mig at arbejde på et universitet, har jeg virkelig fundet mig tilrette herude. Jeg er SÅ glad for mit arbejde og de rammer jeg har fået. Alligevel er det nok ikke så tilfældigt at jeg er endt her – med en mor der er professor i sygepleje og en far der altid har arbejdet med iværksætteri og forretningsudvikling. Jeg er egentlig den perfekte sammensmeltning af mine forældre, så æblet falder ikke langt fra stammen…

Er du fuldtids-, deltids eller hobbyblogger?

billede1Jeg har egentlig aldrig rigtig åbnet op før nu, men det er vigtigt for mig at fortælle jer lidt om bloggen. Det er et  ‘fravalg’, og jeg er stolt af det. Lad mig fortælle lidt om, hvorfor jeg egentlig synes at det højner kvaliteten på mange måder.

At kunne leve af sin blog

De mange overskrifter for tiden om influencer marketings eksponentielle fremgang, har sået mange drømme om fuldtidblogging. Og det at kunne dedikere al sin tid til noget man synes er sjovt, er misundelsesværdigt. Mere tid til blogging, skaber uden tvivl rammer for bedre og mere spændende indhold for læserne! Og det er da sejt af dem som tør at tage springet og har formået at drive en hobby til en virksomhed, som de nu kan leve af. Jeg er fast læser hos flere fuldtidsbloggere, som ikke ville kunne leverer den kvalitet de gør, hvis ikke det var en hverdagsbeskæftigelse.

Og på den baggrund er det selvfølgelig  nødvendigt med en indkomst, når tiden i sådan en grad dedikereres. Men det er også lige der, at alting bliver sat på spidsen. Den velkendte diskussion om kommercialiseringen af blogs – fordi sponsoreret indhold, reklamer og links gør det muligt at kunne leve af at blogge. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor flere er irriteret over reklamer på blogs. Faktisk synes jeg, at det ansvar der påtages fra bloggerens side for at kunne levere et ordentligt stykke arbejde overfor en tredjepart, kan være katalysator til bedre og mere spændende indhold. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Det kedelige og ærgerlige opstår først, hvis bloggere gør køb på sig selv og sælger ud af troværdighed eller sig selv for pengenes skyld. Og præcis af den grund, ville jeg aldrig sætte min økonomi op på det. At skulle stå i situationer, hvor man må gå bare lidt på kompromis med sig selv for at få brød på bordet. Ellers tak. Det er desværre også alt for tydeligt når bloggere higer efter opmærksomhed for ikke at blive glemt og dermed miste deres indtægtsgrundlag. Men det er vel en af bagsiderne i denne blogverden. Og dét synes jeg er langt mere trist end sponsoreret indhold.

Som hobbyblogger kan jeg med god mavefornemmelse indgå samarbejder, hvis jeg synes de er relevante. For jeg siger også nej til dét,  jeg ikke kan spejle mig selv i. Og den frihed ville jeg ikke gøre køb på. Det er bedst, når det er en naturlig del af fortællingen om f.eks. at bygge et hus eller andre hverdagsting og blot understøtter vores liv og dagligedag. Det sponsorerede indhold er for mig, faktisk den sjoveste del ved at blogge. Det en mulighed for at blive udfordret,  formidle – eller måske bygge noget som har værdi for os og kan være inspirerende for jer. På den måde er der mange sjove projekter der bliver realiseret igennem et samarbejde. Senest vores mini-drivus til haven, som jeg er helt vildt glad for. Men blev til lige nu, fordi jeg blev stillet et opgave.

 

At tilvælge en hobby, og fravælge en beskæftigelse

Min blog er min hobby. Den har allerede ført mange sjove oplevelser med sig. Og sagen er nok den, at jeg slet ikke egner mig som fuldtidsblogger hvis det overhovedet var aktuelt. Hobby betyder i sagens natur dog ikke, at jeg ikke kan indgå profesionelle samarbejder. Men det er vigtigt at det er indholdet og ikke indtægten der er primus motor. Jeg beundrer bloggere som bevidst vælger at beholde deres arbejde sideløbende med drive en blog, som de egentlig kunne leve af. Jeg ved hvilket overskud og indsats det kræver. Min kollega Copenhagen Wilderness arbejder stadig som sygeplejerske. Og min navnesøster Acie er badass chef hos L’oreal, når hun ikke lige er på barsel. Jeg selv, har har et fuldtidsjob, er klummeskribent, driver en møbelvirksomhed, holder foredrag OG har et hus der skal renoveres. Foruden bloggen, altså…

Er det drømmen at blive fuldtidsblogger?

Ikke for mig. Det er muligvis noget med Maslows behovspyramide at gøre. Og når det så er sagt, er det jo kun et udtryk for mine egne behov og prioriteter… Jeg skal ikke være dommer over andres valg og prioriteter. Blogarbejdet giver uden tvivl en stor frihed til dem som arbejder fuldtid med det. Fritid, ferie og børn er uden tvivl nemmere at passe ind end med et 8-16 job. Jeg forstår godt at det kan være en drøm for mange. Specielt hvis friheden kommer med at dyrke ens hobby. Men personligt ville jeg ikke bytte mit fuldtidsjob ud for noget. Jeg har et arbejde der giver mig faglige udfordringer – jeg har en 5-årig universitetsuddannelse som jeg gerne vil bruge. Jeg har en masse kollegaer, i stedet for at arbejde selvstændigt. Så bloggen er mit frirum, hvor jeg kan skrive om vores rejser, badeværelsesfliser og byggeprojekter. Et lille univers som vi deler, hvor I altid er klar med gode råd, inputs, sparring osv. Det er faktisk det bedste ved det hele.. For at ridse op, er jeg ‘hobbyblogger’ og jeg er stolt af det.

Kunne I tænke jer, at jeg fortalte mere om mit job?

Fire måneder uden hus og hjem

billede

OK – det er vidst på tide, at jeg kommer med en lille status på huset.

Lad mig lige ridse sagen op: Vi købte et hus i Gl.Hasseris i juni sidste år. Det var samme dag som Mikkel blev Civilingeniør, og vi kunne breake nyheden til familie, da han kom ud fra eksamenslokalet. Blot 30 minutter inden, havde jeg modtaget et opkald om at huset var vores. Århhh, det var en god dag. Tre måneder senere stod vi så med VORES hus. Et renoveringsprojekt, som viste sig at blive en del mere omfattende end først antaget.

Jeg kender godt typen! Altså, det undre det mig ikke, at det sker for netop OS. Når nu man er typen der bestemmer sig for at indevende alt, så må man unægteligt også forvente at støde på uheldige overraskelser indimellem. Det er en selvfølge. At vi så kun skulle være husejere i præcis tre dage, før ejerskifteforskringen skulle blive aktuel, var så ikke helt som forventet. Her sendte jeg allerede for første gang en kærlig tanke, til alle nybyggere, der jo undgår de bekymringer som knytter sig til ældre huse. Anmeldelserne endte ud i afslag, haha! Det var forventeligt, men vi er ikke typerne, der giver op. Vi klagede over bedømmelsen. For vi var forberedte på, at forskringsselskaber kan være noget så modvillige, på trods af indiskutable skader.

De første skader, skulle dog vise sig, blot at være små bump på vejen indtil jeg i december skrev om vores nye situation. Her opdagede vi, at huset har en alvorlig fejl. Altså et problem i million-klassen. F***! Vi fik i ét væk, byens bedste boligadvokat tilknyttet. Det er ikke længere en kamp man skal kæmpe alene. Det betyder så også, at huset ikke må røres indvendigt, indtil sagen er afsluttet. Det er snart to måneder siden. To måneder uden et beboeligt hus og hjem. Stilstand.

Det meste af tiden, vil jeg slet ikke tænke på sagen. Jeg har helt ondt i maven, og kæmper dagligt med blot at få en hverdag til at fungere uden et hjem. Hvor besværlig skal den her sag ende med være, når situationen er så afklaret. Hvor lang tid vil det tage, før at de vil rykke på det. Frem og tilbage. Uafklarethed. Hvornår kan vi komme igang igen?

Older posts