I en tilstand af glimmer lykke

Del 1: Når den er gal med hovedet – hjernerystelse

soesI går aftens var der præmiere på TV2 dokumentaren med Søs Søby som er tidligere landsholdsmålmand på kvindelandsholdet. “Den sidste redning”, kan ses her og handler om Søs’ kamp for at komme tilbage til livet efter en håndboldkamp hvor hun kommer alvorligt til skade med hendes nakke og hoved. Jeg synes bestemt den er værd at sé! Nu har Søs måtte stille sine håndboldsko på hylden efter at have oplevet et forløb med ekstrem frustration. Det er historien om én af mine bedste veninder, men også om hvordan hjernerystelse kan ændre et liv og er desværre knap så unik i håndboldens verden – for slet ikke at begynde på ishockey og amerikansk fodbold…. ja, i hele sportsverdenen et KÆMPE problem. For det er ikke en skade som en brækket arm der er håndgribelig og kan måles eller på samme måde trænes op igen. Det er en skade som kun kan beskrives af den udsatte og méngraden er ofte uforudsigelig og uvis.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg selv har været ude for samme slags skade og eftervirkninger da jeg blev slået ned på en festival for snart 4 år siden. Mange har spurgt, og det er måske også blevet tid til at fortælle jer min historie. Jeg har ikke ville nævne noget under Nybyggerne, for det skulle ikke misforståes og bruges som et billigt ‘medlidenhedskort’. Derfor har vi holdt meget tæt med vores personlige historier. Vi har været meget afklaret omkring at vi ikke havde lyst til at sælge ud på den måde for at vinde huset. Også selvom det måske netop var den personlige vinkel vi manglede fra TV2s klipning til sidst i programmerne som jeg skrev om her.

Det var egentlig aldrig planen at min historie skulle deles til at begynde med. Det kom på bordet under ‘Nybyggerne’ inden optagelserne fordi der var nogle forsikringsmæssige ting som skulle oplyses ved vores deltagelse. Jeg har egentlig aldrig haft lyst til at sætte fokus på det, for så kan man godt have tendens til at man søler for meget i det. Og det bliver måske en undskyldning for en selv til hvorfor man møder modgang. Ved at dvæle tror jeg egentlig heller ikke at man kommer i bedring. Dér bliver det jo netop en hindring i ens liv. Jeg tror bare, det er vigtigt at have et andet fokus i livet, selvom man har været ude for en kæmpe (negativ) omvæltning. Alle mennesker har problemer med et eller andet, ikke? Nogle har forældre der er skilt, nogen har en syg pårørende og andre har en tredje udfordring. Så hvorfor er min eller Søs’  historie overhovedet værd at dele….

Jo… det er de fordi der findes så lidt viden om – og hjælp til mennesker der er ramt af en hjernerystelse. Man ved lægeligt faktisk ikke rigtig noget om hvad der sker når man bliver ramt af et hovedtraume. Så efter lang tids reflektion har jeg alligevel valgt at der bliver plads til min historie og erfaringer i en føljeton her på bloggen. Ligesom jeg har delt ud af erfaringer, gode råd og prøvet at støtte andre i deres forløb. Fordi det er i erfaringerne at hjælpen ligger lige nu, så jeg tror at både Søs og jeg føler et stort ansvar for at hjælpe andre. Jeg håber at ingen har brug for at læse med, men jeg tror desværre at mange har problemer og kæmper med symptomer som daglig hovedpine og vil kunne finde mening i mit skriv?

   

4 kommentarer

  • Da jeg troppede op hos lægen efter en hjernerystelse (efter fem dage, hvor jeg havde gjort alt det, jeg ikke må, fordi jeg ikke vidste, at jeg faktisk havde været besvimet og i faldet havde knaldet baghovedet ind i radiatorens termostat), fik jeg strenge ordre på totalt afholdenhed fra at læse, at dyrke sport – generelt at få pulsen op, at se på en skærm, at arbejde i en hel uge (herefter skulle jeg tage arbejdet meget forsigtigt – alt det andet var stadig totalt forbudt), og først nogle uger efter fik jeg grønt lys til at begynde at bevæge mig ganske langsomt og mærke efter. Den mindste svimmelhed eller hovedpine var indikation på, at jeg skulle stoppe. Der gik en måned, før jeg følte, at min krop var med på andet end meget blid yoga, og jeg begyndte så småt at træne med stor påpasselighed. Da det føltes godt, forsøgte jeg mig med løbeture (stabiliteten har ladet vente på sig, men den er så småt tilbage), og jeg har gået næsten 3 mdr, førend løbeturene mere eller mindre er faldet på plads. Døjer stadig med lidt småting og træthed, men lige så stille og roligt mærker jeg bedring.

    MEN heldigvis var min læge ret klar i mælet om, hvad jeg måtte/ikke måtte, og jeg holdt mig i skindet, og så har jeg været pisse heldig (for det er tilfældigt) ikke at pådrage mig et slag, der har forårsaget varige men.
    Kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være med varige men, og ikke helt at vide, hvilken retning man skal bevæge sig for at få det bedre. Man famler lidt i blinde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • christinedelmar

      Hej Karina. Sikke en ærgelig oplevelse du også har været ude for. Det lyder betrykkende at du har mødt den rigtig vejledning på din vej. Og dejligt du føler dig lidt ved hægterne igen. Du har helt ret I at meget bedring også kommer ved at være bevidst om hvad man får det dårligt af – og så simpelthen undgå det… Og tak fordi du skrev, jeg håber at vi ved at dele erfaringer måske kan hjælpe andre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Normalt kommentere jeg aldrig på blogs, og slet ikke i negative vendinger. Men nu har jeg flere gange oplevet samme følelse efter at læse din indlæg, og jeg har derfor brug for at ytre mig. Jeg bliver nemlig faktisk noget stødt omkring dine udtalelser om, hvad der skal til for at vinde nybyggerne, og det jo netop kan være sympati. Jeres synes, det er en noget nedladende kommentarer at komme med. Og ret egoistisk og en smule selvfedt også. I mine øjne skinner din bitterhed i hvert fald tydeligt igennem omkring, hvordan du mener, at i ikke vandt fordi i ikke gav nok af jer selv? Og at dem der vinder, er dem der deler mere personlige aspekter? Det er jeg lodret uenig i, og stemmer personligt på dem med den bedste indretning. Det virker som om, du ikke kan forestille dig, at andre indretter bedre end dig?
    Jeg ved ikke. Normalt hader jeg typer, som skriver kommentarer som netop denne, fordi det netop er egoistisk, at kritisere andre for egen tilfredsstillelses skyld, og at ingen jo tvinger mig til at læse dine indlæg. Men det stopper jeg nok også med nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • christinedelmar

      Hej Line.
      Sikke en udmelding. Men jeg forstår godt hvor du kommer fra, og det er en meget fin balance at skildre når man gerne vil være hudløs ærlig. For du har ret, at nogle gange sidder man med negative eller svære følelser, og jeg har igennem længere reflektion alligevel besluttet mig at dele ærligt på bloggen. Også selvom det jo faktisk kan læses forkert når det er på skrift fordi vi jo netop ikke har en dialog. Derfor er jeg da også glad for du kommenterer. Men du skal vide at det ikke er sådan ment når jeg skriver. Det er faktisk nogle snakke alle vi deltagere i nybyggerne har haft inden finalen. Det er et tab af kontrol at være med i konkurrencen fordi så meget er lagt over i klipningen som vi ikke er herre over. Og det betyder slet ikke at jeg ikke synes at de rigtige vandt eller ikke fortjente det. Nej slet ikke. Det er jo som sagt TV2 der har bestemt hvad der skal med eller hvordan vi skal skildres, og derfor har jeg netop under udsendelser skrevet om at jeg var lidt ked af vi ikke kunne genkende os selv fordi meget af det personlige, uformelle, jokes osv. var klippet ud til fordel for at vise vores valg af anderledes løsninger til sidst. Det er jo ikke paradise eller på nogen måde negativt klippet, men nu hvor jeg selv har udviklet og produceret TV ved jeg måske også lidt ekstra meget om hvad der er på spil og sælger i sådan et program. Jeg ved godt folk nogen også stemmer efter bedste håndværk, eller efter indretning. Og dejligt at der er plads til alle. Så det er ikke en bitterhed over at tabe, det er en ærgrelse af ikke at kunne genkende sig selv helt. Og det har jeg virkeligt også forsøgt samtlige gange at kommunikere – ærgerligt det så åbentbart ikke går igennem. Det må jeg tage op til overvejelse hvordan jeg kan blive bedre til at formidle nuancerede emner. Og hands down, ved jeg godt min styrke slet ikke er indretning. Det tror jeg heller aldrig jeg har påstået. Men jeg er ked af det har skræmt dig væk. Jeg synes bare at der også skal være plads til at være ærlig, og selvom det ikke altid passer ind i et glansbillede. Det er i hvert fald derfor jeg har bloggen, fordi det er mit frirum.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I en tilstand af glimmer lykke