Mit foredrag, uddannelse og kreativitet

Hvordan er det så at tabe?

Som jeg skrev i indlægget her inden finalen, så var vi ret bevidste omkring at vi med stor sandsynlighed ikke ville vinde det blå hus. Nybyggerne er jo et program ligesom X-faktor som også belønner meget andet end bedst indretning og/eller håndværk. Og som jeg skrev inden finalen synes jeg også at første halvdel af programmerne ramte sådan som vi ser os selv bedre da afsnittene inkluderede en uformel og personlig betoning af os 🙂 Jeg er nok mere ærgelig over klipningen af os til sidst end selve afgørelsen. For det er jo med dét indtryk at mange mennesker møder mig. Men man kommer også hurtigt til at lyde bitter fordi man har tabt, og det er slet ikke meningen. Vi var heldigvis ret forberedte på udfaldet, og det gjorde det også nemt at glæde os på andres vegne.

Men hvordan er det så at komme ud på den anden side?

For det første, er det en kæmpe lettelse at give slip på konkurrencedelen som har fyldt 10 måneder af vores liv. Tiden efter optagelserne har været præget af dårlig samvittighed og følelsen af at føle sig forpligtet overfor seerne. Det følte jeg at vi skyldte dem som havde lyst til at følge med. Også selvom vi måske har brugt 1-2 dage om ugen på blot at svare på de spørgsmål som tikkede ind. Det har været vigtigt for mig at svare alle, fordi jeg ved hvor oprigtig glad jeg ville blive når folk tager sig tid til at give et svar. Det er en lettelse at oplevelsen kan nydes og at den nu kan blive til minder fordi presset fra konkurrencen ikke fylder mere. På den anden siden er der jo sådan set meget velkendt. Det er præcis som inden vi meldte os til ‘Nybyggerne‘. Og alligevel er tingene aldrig helt det samme. Vi har fået os en oplevelse for livet, noget værktøj og en masse færdigheder.

Dagen derpå var det hårde faktisk ikke at have tabt, men snarere når folk skriver at det var godt at VI ikke vandt. Man kan vidst roligt sige at det var en rigtig lorte-dag. Som jeg skrev i mit blogindlæg inden finalen, er det voldsomt at skrive at nogen IKKE fortjener at vinde – vi har alle fire par givet alt hvad vi havde og bygget det hjem vi præcis drømte om. Alle par har haft deres at kæmpe med. Hvad gør at nogen så har fortjent det mere end andre? Og har det overhovedet noget med at bygge og indrette et hus bedst…. Det skabte lidt en følelse af latterliggørelse, ja – en taberfølelse – og jeg stillede pludselig spørgsmål om hvorvidt det var en kæmpe fejl at vi tilmeldte os programmet. Havde vi så overhovedet bidraget med noget som helst til programmet? Så hjalp det just heller ikke at det med det samme tikkede det også ind med beskeder og forspørgsler om salg af vores ting i huset fra afgørelsens time. Der ramte følelserne og den tilknytning til tingene. Desværre har vi ikke selv måtte købe/beholde alle de ting vi ønskede, så det var lidt hårdt at skulle give ting ufrivilligt op som man har lagt så meget sjæl og arbejde i at finde. Det er ikke fordi folk selvfølgelig ikke måtte eller kunne købe det – man skulle bare lige sluge kamelen først for at det ikke var så ubehageligt med alle forspørgsler.

Alligevel var det ikke huset og tingene det gjorde mest ondt at tabe. Et nybyggerhus kan laves igen – eller det kan det med pengene på bogen og hårdt arbejde. Men jeg kunne mærke på mig selv og specielt Mikkel at det var vores drømme som vi havde været så tæt på at kunne realiseres der alligevel var det der gjorde mest ondt. Drømme om at starte en familie og drømmen om en lille båd vi kunne sejle til Skærgården i, må forblive drømme lidt endnu. Det skal ikke lyde som en stor omgang brok eller alt for sørgeligt, men jeg bestræber mig efter altid at være hudløs ærlig – på godt og ondt! Men tænkte alligevel at jeg ville skrive indlægget, da jeg også selv under forløbet var nysgerrig omkring hvordan man egentlig håndtere sådan et tab. Altså ikke bare det at tabe en fodboldkamp. Nej, at tabe sådan en kæmpe præmie som et hus. Jeg tror svaret skal findes i ens valg af mental tilgang til livet. Vi ser ikke oplevelsen defineret ved tabere eller vindere – og hvem har I øvrigt brug for at definere sig selv sådan? Det er da én af de ting jeg har lært af Mikkel som er tidl. professionel håndboldspiller. Hvis du definerer dit værd således på baggrund af et udfald, bliver det pænt svært at møde resten af livet i alle henseender. Og nu er vi jo bare ligesom alle andre igen der heller ikke lige går og vinder huse 😉

Vi kom med ingenting og vi gik med så meget mere udover ét hus. 

   

6 kommentarer

  • Tusind tak Josephine. Dejligt du ville læse med

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det flot skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Sara. Det skrev jeg lidt om for et par uger siden. Du kan læse mere her : http://www.christinedelmar.dk/del-2-lidt-om-at-vare-i-tv-29786338

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hvad er det ved klipningen i den sidste halvdel som gør dig ærgerlig?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jo, du har helt ret. Det er bestemt et kompliment og sådan har vi det også nu. Men det gjorde det stadig ikke helt nemt et par timer efter finalen at takle tingene så hurtigt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Ej, hvor er det tarveligt, at folk har skrevet til jer, at det var godt at I ikke vandt. Én ting er at tænke det, men ligefrem at have et behov for at skrive det til et menneske (man ikke kender), synes jeg godt nok er for mærkeligt og ikke spor medmenneskeligt.

    Hvad angår folk der gerne ville købe jeres møbler, tror jeg bare, at I skal se det som en kompliment: De synes at jeres indretning var så fed, at de gerne selv ville eje (noget af) den

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit foredrag, uddannelse og kreativitet